Efter operationen 2017-11-29T14:07:33+00:00

SANADENT BEHANDLINGER

TANDBEHANDLING OG FOREBYGGELSE

BEHANDLING

OPERATIONER / EFTER OPERATIONEN

Såret skal så vidt muligt holdes i ro efter indgrebet. Undgå at “pille” i såret eller at “suge” med tungen. Du bør undgå stærke fysiske anstrengelser de første 2 døgn. Ved tandbørstning børstes morgen og aften forsigtigt med en blød tandbørste i nærheden af det pågældende område. Det er vigtigt at holde munden ren efter indgrebet for at hindre infektion. Moderat blødning efter indgrebet er uundgåeligt og skal ikke give anledning til bekymring. Du kan bide hårdt sammen på et stykke gaze eller lignende i 15 min. Er blødningen kraftig og vedvarende, skal du dog henvende dig på klinikken.

På dagen for indgrebet bør kosten være kold og blød, så helingen ikke forstyrres. Vent dog med at spise, til bedøvelsen har lagt sig. Hvis såret er syet sammen, bør kosten de efterfølgende dage, indtil stingene fjernes, ikke være for grov. For at holde såret rent, skylles med klorhexidin 0,1% 3 gange dagligt i en uge eller længere, hvis tandlægen anbefaler dette. Klorhexidin fås i håndkøb på apoteket. Undgå at skylle mund 1 time før og efter tandbørstning, da tandpasta ophæver den bakteriedræbende effekt af klorhexidin.

Det er helt normalt at have ømhed eller smerter i området efter et indgreb. For at lindre smerterne, kan man tage 1-2 smertestillende håndkøbstabletter højst 3 gange dagligt. Hvis smerterne er meget stærke eller de tiltager, bør du kontakte klinikken. Hævelse efter indgrebet er hyppigt forekommende, og vil oftest være på sit højeste 2-3 dage efter indgrebet. Det er ikke et tegn på betændelse. Hvis hævelsen er meget kraftig og tiltagende i størrelse, bør du kontakte klinikken. Det er normalt at have nedsat gabeevne efter fjernelse af visdomstænder. Rygning frarådes den første uge, da det forsinker sårhelingen.

Normal heling
Efter fjernelse af en tand efterlades der et “hul”, hvor tandens rod var – denne kaldes en alveole. Allerede idet tanden fjernes, vil det bløde fra alveolen, og en kaskade af reaktioner i blodet sørger for, at der indenfor nogle timer dannes en form for en prop af blod i alveolen. Størkning af den øverste del af proppen er afgørende for, at blødningen  standses. I de næste måneder vil der ske en opheling i alveolen, som i første omgang betyder, at alveolen dækkes af tandkød, og i sidste ende resulterer i, at selve alveolen udfyldes med knoglevæv.

Har du spørgsmål, kan du henvende dig til klinikken telefonisk på 59 44 28 11.

Den hyppigeste årsag til forsinket sårheling er infektion. Det er netop af denne årsag, at man anbefaler skylning af såret med klorhexidin hjemme. Nogle patienter, som lider af en almensygdom som f.eks. diabetes, gives profylaktisk antibiotika før indgrebet for at undgå komplikationer.

I sjældne tilfælde kan der efter indgrebet opstå en blødning, som ikke standser af sig selv. Dette vil oftest forekomme hos patienter, som tager blodfortyndende medicin – derfor er det meget vigtigt at oplyse tandlægen om et eventuelt medicinforbrug, så der kan tages de nødvendige forholdsregler. Opstår der alligevel kraftig blødning efter indgrebet, har tandlægen forskellige metoder til at standse den og vil kun i sjældne tilfælde henvise til et sygehus.

Denne tilstand forekommer efter 2% af alle tandudtrækninger og 20% af alle operative fjernelser af visdomstænder. Dry socket opstår 3-4 dage efter indgrebet, og forårsager forsinket heling af såret. Patienten vil have moderat til stærk smerte fra det pågældende område. Tilstanden er ikke forbundet med infektion, men skyldes opløsning af den “prop” af blod, som dannes i hullet efter tanden. Dette betyder, at kæbeknoglen bliver blottet, og det er netop dette, der udløser smerten. Derudover kan forekomme grim lugt eller smag fra hullet. Hvis der er mistanke om dry socket, vil tandlægen skylle såret forsigtigt med klorhexidin og dernæst ilægge et lille stykke gaze med nellikeolie på. Dette giver i de fleste tilfælde smertelindring efter en halv times tid. Gazen skal fjernes eller udskiftes efter et døgn. Det vil ofte være nødvendigt at ilægge gazen 2-3 gange.