Hvem kan bruge et implantat? 2017-11-29T13:51:28+00:00

SANADENT BEHANDLINGER

TANDBEHANDLING OG FOREBYGGELSE

BEHANDLING

IMPLANTATER / HVEM KAN BRUGE IMPLANTATER?

Alle mennesker, som mangler én eller flere tænder, kan i princippet have glæde af implantater. Der er forskellige forhold, som kan have indflydelse på behandling med implantater, men der er én betingelse, som skal være opfyldt, og det er, at personens vækst skal være afsluttet. Det vil for de flestes vedkommende ske mellem det fyldte 18-21 leveår. Der er til gengæld ingen øvre grænse! Implantatbehandling kan derfor være til stor glæde for ældre mennesker, som har mistet tænder eller bærer protese, men som igen ønsker faste tænder.

Hvis man pga. ikke afsluttet vækst ikke kan få implantater, kan der laves midlertidige løsninger, indtil implantater kan lade sig gøre. Nogle mennesker mangler permanente tandanlæg, dvs. at de fra naturens hånd mangler en eller flere voksentænder. Implantatbehandling er en god og sikker løsning for denne gruppe mennesker. Afhængig af placering og antal af manglende tandanlæg kan denne type patienter opnå offentligt tilskud til behandling med implantater.

Traumer, f.eks. sportsulykker, kan være en årsag til, at man slår en fortand ud. Her er et implantat at foretrække frem for en bro. En bro kræver, at nabotænderne skal slibes kraftigt ned. Nogle mennesker har i tidens løb fået trukket tænder ud pga. caries eller parodontose. Her kan et eller flere implantater være med til at genopbygge tyggefunktionen og smilet.

En del mennesker, som af forskellige grunde har mistet alle deres tænder, og har fået helproteser (gebis), døjer dagligt med problemer. Helproteser kan falde ned, mens man tygger, taler eller smiler. Disse problemer kan i sig selv være begrænsende for ens livsudfoldelse i en sådan grad, at man af frygt for andres reaktion, hvis noget sådant skulle ske, isolerer sig. Man vil ikke risikere pinlige situationer, som f.eks. at være til fin middag med mange mennesker og pludselig føle, at tænderne glider ned. Helproteser, som sidder dårligt eller er løse, kan også give gnavesår – en meget smertefuld tilstand. Implantater gør det muligt at få helproteser til at sidde meget godt fast ved hjælp af specielle tryklåssystemer.

Fastsiddende tænder er forbundet med livskvalitet. At opretholde en sund krop kræver en sund kost, som igen kræver gode, faste tænder. Smilet kommer fra hjertet. Lysten til at smile skal derfor ikke hæmmes af angsten for at vise manglende tænder eller frygten for, at protesen ikke sidder fast. Et flot smil er med til at give selvtillid. Det opretholder en høj grad af velvære hos os mennesker.